Peters båd, levende kirke

Kirken er levende med Kristi ungdom

"Kirken er levende -var hans hilsen den 24. april 2005. fordi Kristus lever, fordi han er opstanden, ja, fordi han er opstanden". Kirken er levende og ung, påpegede han. Kirke lever med den opstandne Kristi ungdommelighed. Og derfor sagde han, at han ikke havde noget andet program end at stille sig til rådighed for de at lytte til Gud så han fortsat kan lede kirken.

Den samme vished viste Benedikt XVI den dag, med tillid og glæde, der bekræfter og bekræfter, at han er blevet hørt: "Jeg kan sige, at Herren virkelig har vejledt mig, han har været tæt på mig, jeg har kunnet mærke hans tilstedeværelse dagligt".

Som en, der har oplevet godt på vejen af Gospelat gøre kød i sit liv til en tjeneste for PeterDet har været en del af kirkens rejse, som har haft øjeblikke med glæde og lys, men også øjeblikke, der ikke har været lette; Jeg følte mig som Sankt Peter og apostlene i båden på Galilæasøen.Herren har givet os mange dage med solskin og milde briser, dage hvor fiskeriet var rigeligt; der har også været tider, hvor vandet var hårdt og vinden var imod, som i hele kirkens historie, og Herren syntes at sove. Men jeg har altid vidst, at i den båd var den Hr. Og jeg har altid vidst, at kirkens båd ikke er min, den er ikke vores, men hans. Og Herren lader den ikke synke; det er ham, der styrer den, sikkert også gennem de mennesker, han har udvalgt, for det er det, han har villet. Det var og er en vished, som intet kan ødelægge".

Erfaring, vidnesbyrd, taknemmelighed

Erfaring, vidnesbyrd og taknemmelighed: "Og så er mit hjerte fyldt med taknemmelighed til Gud, fordi han aldrig har ladet hele kirken og mig mangle sin trøst, sit lys og sin kærlighed".

Han henvender sig nu til dem, der lyttede til ham i dette publikum, og til alle os, der tager hans ord til os. Og han fortæller os, hvorfor han har udråbt troens år: "netop for at styrke vores tro. tro i Gud i en kontekst, der i stigende grad synes at sætte ham i anden række". Han ønsker at give os sin erfaring videre gennem sit vidnesbyrd og også at bevæge os til den tillid munter og bøn Han er selv taknemmelig for arbejdet og støtten, respekten og forståelsen fra dem, der har omgivet ham og dem, der omgiver ham.

Som en selvfølge kommer den teologiske dybde til ham: "Ja, paven er aldrig alene; nu oplever jeg ham igen på en måde, der er så stor, at den rører hjertet". Han taler om de mange mennesker, der har skrevet til ham, ikke som til en prins eller en personlighed, de ikke kender: "De skriver til mig som brødre og søstre eller som sønner og døtre og føler et bånd med mig". familie meget kærlig". Derfor hævder han at have oplevet Kirken som et levende legeme i Kristus og som Guds familie på en levende måde: "Her kan man med hånden røre ved, hvad Kirken er - ikke en organisation, en forening med religiøse formål eller en forening med religiøse formål, men en organisation, der har en mission, en forening med religiøse formål, en forening med religiøse formål, en forening med religiøse formål. humanitære organisationermen et levende legeme, et nadver brødre og søstre i Jesu Kristi legeme, som forener os alle". Konsekvens: "At opleve kirken på denne måde og næsten kunne røre ved dens sandhed og dens kraft med hånden kærlighedDet er en grund til at glæde sig i en tid, hvor så mange taler om dens nedgang. Men vi kan se, hvordan kirken er levende i dag.

At elske kirken, som tilhører Gud og ledes af ham.

Der følger også enkle og tætte lektioner: "At elske kirken betyder også at have mod til at tage afgørelser Jeg har altid haft kirkens bedste for øje og ikke mit eget bedste". I løbet af disse år", fortsatte han, "har jeg kunnet opleve, og jeg oplever det nu, at man modtager livet netop, når man giver det"; for efterfølgeren til Peter (fordi han er den fælles fader for Guds familie på jorden), "han tilhører ikke længere sig selv, han tilhører alle, og alle tilhører ham". Og han bekræfter, at der heller ikke i hans tilfælde er nogen vej tilbage; at han ikke har til hensigt at opgive korset, og som et tegn på dette vil han blive i Vatikanets kompleks: "Jeg vil fortsætte med at ledsage Kirkens rejse med den bøn og refleksion, med dedikation til Herren og til hans HustruJeg har prøvet at leve hver dag indtil nu, og jeg vil gerne leve for evigt.

Det er dag på Vatikanstorvet og efter at have bedt om bønner for sig selv og for dem, der har pligt til at vælge en ny pave, idet han påkaldte Maria og sagde farvel Benedikt XVIsom om han sagde til os - som biskop Javier Echevarría- "Jeg vil ikke efterlade jer forældreløse..." (Joh 14:18). Og ikke uden i sidste øjeblik at udøve sin pligt til at bekræfte de troende i enhed og tro:

"Kære venner, Gud leder sin kirke og støtter den altid, også og især i vanskelige tider. Lad os aldrig miste dette syn på trosom er den eneste sande vision af vejen til den Kirke og i verden. Må der i vores hjerte, i hjertet på hver enkelt af jer altid være den glædelige vished om, at Herren er ved vores side, at han ikke forlader os, at han er tæt på os og dækker os med sin kærlighed. Tak.

Benedikt XVI's sidste ord, først og fremmest med sit liv, er et ord af taknemmelighed, som et hvedekorn, der bliver frugtbart (jf. Joh 12,24).